Nænsom bygningsbevaring
FORSIDE OM OS KONTAKT

Indtast dit søgeord herunder for
at finde en specifik vare. Du kan
også søge på varenummer.

SKJUL MENU

Nænsom bygningsbevaring

Nænsom bygningsbevaring: Se på dit hus med nye øjne

Når du ønsker at arbejde med nænsom bygningsbevaring af dit gamle hus, er det en god idé at tage et grundigt kig på ting som husets alder, særlige kendetegn og oprindelige stilart, inden du går i gang med arbejdet. Det er også altid en god idé at bruge lidt ekstra tid på at opleve huset rum for rum, kigge på det fra en ny vinkel, registrere husets oprindelige elementer og i det hele taget træne dig selv i at se og opleve husets sjæl på en måde, som du måske ikke lægger mærke til i dagligdagen.

Når du har fornemmet dit hus og dets kvaliteter, er det vigtigt, at du gør dig dine egne ønsker og krav til huset helt klart. Den store kunst er så at foretage nænsom bygningsbevaring, der både giver plads til dit hus og dets særegenhed og til dine og din families ønsker til det sted, der danner rammen om jeres liv. Her kan det også være godt at alliere dig med en god ven eller en kvalificeret rådgiver, der kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad der skal gøres ved dit hus, og hvordan det skal gøres, for ikke at gå på kompromis med hverken husets sjæl eller bevaringsmæssige værdi.

Bevar husets kulturhistoriske værdi med nænsom bygningsbevaring

Nænsom bygningsbevaring er altid vigtigt, men særligt vigtigt bliver det der, hvor du ejer et hus, der rummer særligt værdifulde elementer. Det kan for eksempel handle om, at huset har en unik kulturhistorisk betydning eller om husets bygningshistorie, stilhistorie eller sammenhæng med omgivelserne. Din lokale bevaringsarkitekt eller det lokale museum kan muligvis være gode sparringspartnere, når du vil være klogere på dit hus og dets historie. I hvert fald kan du overveje at tage dem med i dine overvejelser tidligt i processen, så du undgår at ødelægge eller skade et stykke af vores fælles kulturhistorie.

Ingen ønsker at ødelægge et smukt gammelt hus

Det er de færreste mennesker, der kunne finde på at sætte stålben på en smuk, gammel rokokostol. På samme måde mener vi, at det er de færreste mennesker, der kunne finde på at sætte nye plastikvinduer i et gammelt hus, hvis de var opmærksomme på husets værdi, sjæl og egenart.

Med hverringe.dk ønsker vi hos Hverringe Centrum for Restaurering at åbne folks øjne for, at det ikke er lige meget, hvordan vi restaurerer gamle huse, og hvilke materialer og håndværksmetoder vi vælger. Vi tror dybest set på, at langt de fleste mennesker kan gå ind for principperne i nænsom bygningsbevaring, men vi er også klar over, at det kan være en udfordring at skaffe sig den fornødne viden om emnet, så du som husejer bliver i stand til at træffe en kvalificeret beslutning omkring istandsættelsen af dit gamle hus.

Vi hjælper dig gerne videre

Det er netop en af grundene til, at vi har valgt at indsamle og formidle en stor mængde viden om netop istandsættelse og nænsom bygningsbevaring af gamle huse. Vi håber, du får glæde af siden, og at du finder netop den information, du har brug for. Ellers er du altid velkommen til at kontakte os, så vil vi bestræbe os på at hjælpe dig videre i processen med istandsættelse og restaurering af dit gamle hus.

VI ANVENDER COOKIES

Denne hjemmeside anvender cookies til måling af trafik, optimering af indhold og forbedring af brugeroplevelsen.
Hvis du klikker luk knappen accepterer du vores brug af cookies.