Belægningssten og Haveklinker
Frem til slutningen af 1800-tallet var den typiske belægning omkring huset og på havegange pigsten, grus og ler. I starten af 1900-tallet begyndte man at bruge hårdtbrændte tegl og klinker til havegange, terrasse og trappesten.
Det var især den gule klinke. Den meste kendte er Hasle-klinken, som dog ikke produceres længere. Røde klinker blev også brugt men var ikke lige så udbredte.
BELÆGNINGSKLINKER:
Belægningsklinker fremstilles af et specielt skiferholdigt lermateriale og brændes ved en brændingsteknik med meget høje temperaturer.
Materiale og brændingsteknik giver belægningsklinker en stor holdbarhed, høj slidstyrke og en meget lav vandoptagelse. Desuden er klinkerne modstandsdygtige overfor vintersaltning, fedt fra grillen eller olie fra bilen. Kort sagt tåler belægningsklinker at blive brugt. Deres lange levetid, farveægthed og frostfasthed gør dem til en effektiv og konkurrencedygtig belægning, - både på offentlige og private områder.
Klinkerne er velegnede til alle former for belægningsmønstre, og deres let ru overflade gør dem til et sikkert grundlag at færdes på. På steder hvor man stiller ekstra krav til robusthed og styrke, f.eks. i indkørsler, på offentlige pladser, gågader og fortorve, er belægningsklinker altid et godt valg.